ibjerget.dk

Vølvehealing

Vølvehealing kan minde om en dyb form for meditativ tilstand, som krop og psyke sættes i ved hjælp af lyde fra både stemme og instrumenter. Ofte er vølvehealing forbundet med, at flere shamaner arbejder sammen om en klient, så der er mange lyde samtidig. Jeg arbejder dog alene (det andet bliver for dyrt for klienten), men har fundet metoder og værktøjer, der kan yde (næsten) samme resultater.

Vølvehealing er en fantastisk lydmeditativ tilstand, hvor “alt kan ske” til dit højeste gode, og hvor det, der begrænser dig, får mulighed for at give slip. I denne proces arbejder jeg med at tilkalde de guddommelige kræfter, som er i overensstemmelse med din tro og/eller overbevisninger. Vi starter derfor med en afklarende samtale og herunder aftales, hvilke kræfter jeg skal tilkalde. Det kan fx være engle, kraftdyr, guder eller gudinder. Som shaman indleder jeg vølvehealingen med at tilkalde disse væsener med trommelyde. Jeg arbejder kun med de kræfter, som arbejder for det højeste gode.

Du skal være forberedt på, at ikke alle lyde er smukke og klangfulde, for hvis der skal frigøres dårlige energier, kan lydene være snerrende, kraftfuldt vibrerende, mærkelige, dyrelyde mv., altsammen for at frigøre de energier, der holder dig tilbage, skader dig eller er bundet i kroppen. Du skal bare slappe af og give energierne lov til at frigøre de ting, du bærer rundt på, som hindrer dig i at leve dit liv, som du gerne vil. Det kan være, at du under healingen genoplever situationer, hvorfra blokeringerne er opstået, og så kan du give slip på alt det, du ikke behøver længere. Derefter lægger vi sammen gode energier ind der, hvor de andre blev frigjort.

Eksempler på anvendte instrumenter er trommer, en stor gong, rasle, fløjte, syngeskåle og brug af egen stemme.

Vølvehealing varer ca. 1 time og koster 700 kr.